Ekstrem udholdenhedstræning er med tiden begyndt at tiltrække flere og flere almindelige mennesker end blot de ”virkelig seje”. Det er blevet populært at prøve kræfter og udfordre sin krop, og den 54 årige Morten Svanekjær er en af dem, der har taget kampen op med forskellige maratons og en Ironman.
”Jeg har deltaget i cirka 12 maratons og en del flere halvmaratons, alt sammen siden jeg startede min træning i 2008, hvor jeg deltog i mit første maraton i London. Inden da havde jeg ikke dyrket sport i mange år, men jeg synes klart, at sporten har påvirket min krop positivt: Jeg er kommet i meget bedre form, samt fået en meget lavere fedtprocent. Min topmave, der var begyndt at komme, er også forsvundet.” Udtaler han med et grin.
Morten Svanekjær deltog i oktober 2014 i Polar Circle Bear Challenge Marathon, der er jordens koldeste løb, da det foregår på Grønland. Løbet består af både et halvmaraton den første dag samt et helt maraton på anden dagen. Begge løb foregår på både indlandsisen og løberne må størstedelen af tiden kæmpe sig gennem dybe sneklædte ruter.
”Det var et utrolig koldt løb og jeg var lidt nervøs for at stoppe op under løbet, fordi det var ned til minus tyve grader og jeg samtidig svedte. Det var også mit første maraton under så ekstreme forhold, så derfor var det også en større udfordring for mig psykisk end de andre maratons jeg har gennemført.”
I august 2015 udfordrede Svanekjær sin krop yderligere ved at træne op til og deltage i KMD Copenhagen Ironman, der består af tre discipliner i rækkefølgen: 3,8 km åbent vand-svømning, 180 km cykling samt en løbedistance på 42,195 km, altså et maraton.
” Det var en stor og spændende udfordring, der både var psykisk og fysisk hård for kroppen. Det fyldte også meget psykisk, da man tænker meget på det og ens træning fylder meget; Man skal hele tiden passe sin træning og det kan derfor være svært at nå ret meget andet.”
Svanekjær havde ellers planlagt, at hans første Ironman skulle foregå i sommeren 2013. Men da han styrtede på cykel i juni, blot 2 måneder inden Ironmanen skulle foregå, måtte dette udsættes: ”Mit voldsomme cykelstyrt i forbindelse med Sjælsø Rundt, der nemt kunne have kostet mig livet eller førligheden blandt andet på grund af kraniebrud, gjorde at jeg måtte udskyde min ellers planlagte Ironman i 2 år. Jeg holdt min form vedlige igen forholdsvis hurtigt efter styrtet, men jeg kom alligevel så langt bagud med min træning, at det tog mig lang tid at træne op igen. Under min Ironman i 2015, havde jeg igen fået trænet min krop godt nok op, og styrtet påvirkede mig derfor ikke.”
Med en stor mængde løbeerfaring tog Svanekjær i maj 2016 til Nepal for at løbe Tenzing Hillary Everest Marathon, verdens højest-placerede maraton, præcis samme dato, som den første bjergbestiger 63 år forinden havde sat sin fod på toppen af bjerget.
”Man blev nødt til at gå meget langsomt op ad bjergene for at undgå højdesyge, så turen tog i alt 14 dage inden vi nåede til Basecamp. Udover, at det var en lang tur, fandt man også ud af, at arrangementet var langt fra lige så godt planlagt som så mange andre. Det var meget primitivt, og man skulle selv sørge for mange fornødenheder; man fik ikke rigtig ret meget anden energi til kroppen ud over vand og grød. Normalt spiser jeg meget proteinrig kost med mange grøntsager. Toiletpapir havde de ikke på grund af forholdene og der var heller ikke varme i de små ”te-huse”, vi boede i undervejs op til Everest Basecamp. Og i selve Basecamp sov vi i små to-mandstelte, der stod direkte på den kolde gletcher.
Vi var otte mennesker, der gik i en gruppe sammen og mødtes med nogle andre på vejen, hvor vi var ca. 100 mennesker, der løb selve løbet. Derfor havde vi hinandens støtte, hvor man også kunne hjælpe hinanden psykisk.”
Fra Everest Basecamp i Nepal i 5184 meters højde begyndte den 42,195 km lange løbetur over bjergstier ned mod byen, Namche Bazaar, som ligger i 3446 meters højde.
”På grund af højden, blev man meget forpustet og meget træt. Jeg fik en smule højdesyge med hovedpine, der først gik helt væk da jeg løb ned i lavere højde under selve løbet.”
En forskning ifølge et australsk studie[1] viser, at denne ekstreme træning er en for stor mundfuld for hjertet og kan derfor medføre permanente hjerteskader. Andre La Gerche, som er postdoc ved Melbourne University fortæller, at der opstod en reduktion af hjertefunktionen i højre hjertekammer under forskningen. Ifølge studiet stammer størstedelen af de mest alvorlige rytmeforstyrrelser hos ekstremsportsatleter herfra.
I den australske undersøgelse fulgte man 40 atleter, hvor ingen led af hjerteproblemer eller risikofaktorer for hjertesygdomme. Alle dyrkede sportsgrene som maraton, triatlon, bjergcykelløb og den tredobbelte ironman; ultratriatlon. Atleterne havde en gennemsnitsalder på 37 år og trænede i mere end 10 timer hver uge. Løberne havde alle i deres seneste løb nået i mål med en tid, der lå i til den bedste fjerdedel.
Forskernes undersøgelser, som blev udført nogle uger før atleternes løb samt lige før og efter viste, at højre hjertekammers funktion blev forværret med 10 procent efter atleternes løb, mens det venstre hjertekammer forblev upåvirket. Forværringen var værst hos dem, som udførte et ultratriatlon, mens maratonløbernes påvirkning var mindst. En uge efter ville højre hjertekammers funktion igen være tilbage til normal.
Ved en MRI-scanning viste det sig, at de fem atleter, som havde dyrket former for ekstremsport i længst tid, havde tegn på arvæv i hjertet. Betydningen for dette arvæv er svær at svare på ifølge La Gerche.
Overlægen på hjertemedicinsk afdeling P på Gentofte Hospital samt professor i hjertemedicin, Christian Torp-Pedersen, udtaler sig om, at den australske undersøgelse og andre lignende undersøgelser bekræfter mistanke om, at ekstremsport er usundt for kroppen, men at dataet dog er indirekte oplyst, hvilket gør, at man nemt kan misfortolke det. Skaderne atleterne har påført sig kan ifølge Torp-Pedersen være opstået af andre årsager end ved ekstremsports-skader. ”Dem, der løber maraton, dyrker generelt sport på et sundt niveau (…) Mennesker, der løber almindelige distancer, kan roligt løbe videre, for det er veldokumenteret, at det er meget sundt at dyrke moderate mængder af motion. Skaderne kommer tilsyneladende først ved de meget store belastninger af hjertet, som maratonløbere og andre ekstreme sportsudøvere bliver udsat for” afslutter Torp-Pedersen med opbakning fra La Gerches udtalelse om, at stigningen i interessen for ekstremsport blot bør opmuntres, da der ikke er kortlagt nok studier, der viser, at det ikke er sundt for kroppen.
”Min holdning til Andre La Gerche’s forskning, samt Christian Torp-Pedersens udtalelser er, at det selvfølgelig ikke er ufarligt at dyrke ekstremsport, men det er jo heller ikke ufarligt ikke at dyrke sport. Man må finde en mellemting. Hvis man har et mål, som for et eksempel at udøve en form for ekstremsport, tror jeg, at det er sund psykisk for kroppen også. For mig er det ikke så meget sværhedsgraden, men mere omgivelserne at løbe i, samt oplevelserne ved løbene.
Mine planer ligger lidt stille med hensyn til større løb, da jeg går og tænker mig lidt om, over hvad min næste udfordring skal være, men jeg tror helt sikkert, jeg finder på en ny udfordring snart.” Afslutter Morten Svanekjær med et smil.
[1] Exercise-induced right ventricular dysfunction and structural remodelling in endurance athletes
